Glaseret sherryfromage

5-6 pers.

5 blade husblas
2 æg
½-1 dl sukker
1 dl tør sherry
2 dl piskefløde
50 g smuttede mandler eller nøddekerner
50 g bitter chokolade
Pynt:
1 ds henkogte mandariner
2-3 ikke for modne bananer
2,5 dl saft fx sukkerlage fra mandariner, citronsaft, vand
4 blade husblas

Sæt husblas i blød i koldt vand 10 min.
Rør æggeblommer godt med 2-3 spsk sukker. Pisk æggehvider og fløde hver for sig. Stil begge koldt til senere.
Hak smuttede mandler eller nøddekerner og chokolade groft
Smelt husblas i vandbad og bland den med sherry. Rør sherry i æggemassen. Stil den koldt til den begynder at stivne. Rør æggemassen igennem og tilsæt fyld og flødeskum. Vend hviderne i med let hånd og dejskraber ad et par gange.
Hæld forsigtigt fromagen i en springform på 20 cm Ø. Stil koldt.
Pynt:
Hæld sukkerlagen fra mandarinerne i litermål og spæd op med citronsaft og vand til 2,5 dl. Tilsæt udblødt, smeltet husblas, rør godt rundt, si geleen og stil koldt.
Læg mandarinstykker og bananskiver i fint mønster på fromagen, når den er stiv. Lad geleen blive halvstiv. Læg den med en spiseske forsigtigt over frugten. Hæld resten af den halvstive gelé over, når geleen på fromagen er stiv.
Stil på køl den den er stiv, ca. 2-3 timer.
Løsn desserten langs kanten og helt ned til bunden med spids kniv. Sæt formen på serveringsfad og fjern ringen. Læg evt. overskydende mandarinstykker langs kanten. Server straks.

Tips:
Brug sødlig hvidvin i stedet for sherry og pynt med flåede, friske ferskner eller henkogte fra dåse og tilbered gele af hvidvin.
Kan tilberedes dagen i forvejen.